Siden i torsdags hvor “Grisen” havde en helt fantastisk dejlig aktiv aften i maven, har den ligget mere eller mindre stille. Det er simpelthen ikke til at holde ud og jeg har drukket koldt vand, jeg har skubbet lidt til den – men ingenting. Jeg har sådan brug for, at den bare giver livstegn fra sig hver eneste dag, ellers går jeg rundt og forestiller mig det aller værste. Jeg læste så på nettet idag, at det ikke er helt ualdmindeligt, at der kan gå nogle dage imellem at man man mærker liv – også når man er anden gangs gravid. Så det er jo lidt af en trøst – men før jeg mærker den tumle rigtigt rundt igen vil jeg alligevel ikke finde helt ro i sindet.

Sidste gang “Grisen” gik i gang med at sparke rundt, var efter jeg havde skrevet et langt brev til Natalina og bedt hende om sende lidt gode råd ned til sin lillesøster/broder, så måske jeg skal gøre det igen 🙂 Det føltes i hvert fald som om, at det virkede – så det vælger jeg at tro på, for det gør mig så glad at tænke på, at mine to dejlige børn har en form for kommunikation sammen. Ja, det er lidt abstrakt, men det giver god mening for mig.