Her tirsdag aften, mens grisen ligger og sparker rundt i min mave og mine øjenlåg er blevet meget tunge efter en lang og meget effektiv dag med stor-indkøb – vil jeg alligevel lige skrive et par ord om mine tanker i disse travle dage.

Fredag den 6. juli er lige om hjørnet og det kan jeg mærke indeni. Hvad mine følelser præcis er i forbindelse med min lille engels 1 års dag synes jeg er lidt svært at beskrive – det er nok en blanding af sorg, glæde, stolthed og kærlighed.. Helt dybt indeni må jeg jo nok erkende, at det er følelsen af sorg og afsavn der fylder mest i mit hjerte. Ja jeg er glad for at vi har fået hende – men mest af alt har jeg en evig kamp med mig selv og gør alt hvad jeg kan for ikke at acceptere at det rent faktisk er et helt år siden, at jeg fødte min smukke lige prinsesse – og særligt at vi ikke fik lov til at beholde hende her hos os. Jeg vil simpelthen ikke forstå og acceptere det.. Et eller andet sted indeni findes der nok stadig et lille naivt håb om, at det her bare ER et ondt mareridt og at hun kommer tilbage til os, så vi alle endeligt kan blive fuldkomne som personer, som forældre og som familie. Men jeg fortsætter dag efter dag i livet og jeg ved godt at hun aldrig nogen sinde kommer tilbage til os – jeg ved godt at det som er sket er uigenkaldeligt… jeg VIL bare ikke acceptere det. Jeg føler, at hvis jeg acceptere at min datter er død og at jeg aldrig vil have hende i mine arme, aldrig vil kysse og kramme hende, så er det det samme som at sige, at det er okay at hun er død – og det er det IKKE.

Nåh, men rationelle Katja har planlagt og valgt, at fredag skal være en god og rar dag i selskab med venner og familie, som jeg ved vil være med til at gøre dagen mindeværdig og gøre Natalinas første fødsels/dødsdags-arrangement til en god oplevelse, hvor der vil være plads til smil og grin.

Alt imens jeg sidder og skriver dette, har den lille gris travlt derinde. Det føles som om hun prøver at gøre opmærksom på sig selv og sin tilstedeværelse – måske prøver hun at trøste sin mor lidt midt i hendes triste tanker… det er nu alligevel dejligt og livsbekræftende at mærke. Bare den lille gris snart vokser sig stor, så hun kan komme ud til os, i “sikkerhed”, inden hun også får vinger og flyver bort… (frygtlig tanke – men alt andet lige meget tilstedeværende).

Jeg elsker dig min lille engel – jeg elsker dig min lille gris 🙂